Skibsmontør

Skibe rummer udstyr fra tusindvis af producenter. Som skibsmontør bruger du din tekniske viden og dine praktiske evner til at bygge, reparere og driftsoptimere skibe i hele verden.

Om uddannelsen

På skibsmontøruddannelsen lærer du, hvordan man monterer, reparerer og forbedrer skibsudstyr, fx motorer, filtre og pumper. Du er den, der sørger for, at alt udstyr fungerer, som det skal, bliver vedligeholdt, repareret i tide eller skiftet ud. Derudover får du indsigt i ny teknologi og lærer at håndtere avanceret værktøj.

Uddannelsen foregår primært ude på lærepladser, hvor du får praktisk erfaring med faget. Derudover vil der med jævne mellemrum være korte perioder med undervisning på skolen.

Når du er færdig med uddannelsen, vil du kunne planlægge og udføre komplekse reparationsopgaver på skibets udstyr samt bidrage til, at skibet bliver driftsoptimeret. Som led i den grønne omstilling af den globale skibsfart bliver mange skibe gennemgået med henblik på at opnå et lavere brændstofforbrug, og uddannelsen kombinerer teori og praksis.

EUX

Du kan tage skibsmontøruddannelsen som EUX. Her får du både en gymnasial eksamen, der giver dig mulighed for at søge ind på en videregående uddannelse, men du har også mulighed for at søge faglært arbejde som skibsmontør efter endt uddannelse.

Videreuddannelse

Med denne uddannelse kan du læse videre som automationsteknolog, produktionsteknolog eller driftsteknolog. Du har også mulighed for at læse en professionsbachelor i eksport og teknologi.

Hvad laver en skibsmontør?

Som skibsmontør kan din hverdag både finde sted til lands og til vands. Det er helt op til dig. Hvis du brænder mest for en hverdag til søs, kan du søge arbejde på et skib og være med til at sikre, at skibets motorer, maskiner og udstyr fungerer optimalt.

Hvis du derimod drømmer om at blive på land, kan du for eksempel arbejde på et skibsværft med havudsigt, hvor du arbejder med nybygning, reparation, vedligeholdelse og driftsoptimering af diverse typer skibe. Du kan læse mere om virksomhederne og hvilke, der typisk gør brug af skibsmontører, her.