DM i Skills

Den maritime industri efterspørger i høj grad faglærte. Derfor er vi med hvert år, når Danmarksmesterskabet, DM i Skills, for elever på erhvervsuddannelser hylder en lang række fagligheder.

DM i Skills er med til at inspirere udskolingselever landet over til at gå den erhvervsfaglige vej. Vi er med på messen med skibsmontørstanden, for at inspirere flere unge til at uddanne sig som skibsmontør. Skibsmontørstanden er en del af prøv-, mærk- og føl-området, hvor gæsterne kan prøve kræfter med skibsmontørfaget. Her kan de besøgende teste deres ”svejse-skills” på svejsesimulatoren, prøve at samle en fittingfigur på tid eller skille et topstykke fra en skibsmotor ad og samle det igen. De dygtige rollemodeller, der alle er skibsmontørlærlinge, står klar til at fortælle om faget og forhåbentlig inspirere flere til at søge i den retning.

I løbet af de fire dage DM i Skills løber af stablen, besøger omkring 50.000 gæster messen. Heriblandt udskolingselever fra hele landet, der forhåbentlig bliver klogere på deres fremtidige uddannelsesvalg.

Udover skibsmontørfaget, efterspørger den maritime industri også en masse andre fagligheder. Heriblandt industriteknikere, automatikteknikere, smede og tekniske designere, der også kan opleves på messen. Nogle af fagene er desuden konkurrencefag, hvor lærlinge skal dyste om at blive Danmarksmester inden for deres fag. Knap 300 elever er med i Danmarksmesterskabet på tværs af fag og vinderne bliver kåret til et brag af en afslutningsceremoni.

DM i Skills 2024 highlights

Skibsmontørerne dyster i at samle fittingfigurerne hurtigst

I 2024 blev DM i Skills afholdt på Dyrskuepladsen i Roskilde. I 2025 er DM i Skills afløst af EuroSkills, der afholdes hver fjerde år. I 2025 bliver Herning værtsby for Euroskills, hvor alle vinderne fra dette års DM i Skills skal dyste i konkurrencefagene mod vinderne fra de øvrige lande i Europa. DM i Skills vil næste gang blive afholdt i 2026 i Hjørring.